Forside
 
 
 » Internationalt » Kinasamarbejde » Rejsebreve » 2009 Lykke  
 

Lykkes rejseberetning fra Kina

 

Tidligt en marts morgen landede jeg i Shanghai. Kombinationen af det uvisse og jetlag gjorde mig forventningsfuld. Hvad var det lige jeg havde begivet mig ud i? De mange skrækhistorier om kinesiske immigrationsmyndigheder og visaregler faldt dog hurtigt til jorden og jeg kom helskindet igennem og ud til Angela, en af skolens lærer.

Efter små to timer ankom vi til skolen, hvor jeg blev vist min lejlighed.

 

De første par dage gik med formelle og praktiske ting, bl.a. min B.S. og Bubber overlevelsestur i et kinesisk supermarked. Prøv at forestille dig varedeklarationen i et kinesisk supermarked eller anvisningen på vaskemaskinen. Det er som et lotteri: der er 50% chance for at du får sat din finvask på 90 grader! Skolens lærere er dog søde til at hjælpe med alt fra indkøb til dagligdagens basale oversættelser, så jeg (og mit tøj) kom helskindet igennem.

Første undervisningsdag fik det hele til at snurre rundt. Kunne jeg få 45 minutter til at gå, ville eleverne forstå mig, synes om mig... Resultatet blev en blandet landhandel! I deres iver for at tilfredsstille, sagde eleverne ”yes miss teacher” til alle mine spørgsmål – også dem, hvor de gerne skulle sige nej.

 

Efter et PowerPoint om Danmark, Støvring og mig, der kunne gøre selv Svend imponeret, forlod jeg tilfreds klassen med et stort smil, efterfulgt af en elev med spørgsmålet:” Next time, will you please introduce yourself?” Skuldrene sank og rådvildheden stod malet tværs over panden! Havde de ikke forstået ét eneste ord?!

 

Men som tiden gik lærte jeg at der blot skal snakkes langsommere og flere ting skal skrives op eller forklares. Eleverne er meget søde, impulsive og underholdende – alle 180:-)

 
Med to timers undervisning om dagen er det langt fra overvældende. Specielt fordi elevernes engelsk er på et helt andet niveau end en dansk klasse. På skolen var der i år ikke andre hjælpelærere. Behovet for vestlig input (det kan ikke undgås!) blev dog tilfredsstillet på nogle af de omkringliggende skoler, hvor andre udlændige underviste.
 
Udover den almindelige undervisning stod jeg for ”træningen” af skolens repræsentant til engelsk konkurrence samt oprettelsen af et ”English Corner” for de elever, der ikke havde en hjælpelærere. Interessen for udlændinge er nemlig enorm. Ikke kun blandt skolens elever, men også buspassagerer, kassedamer og hvem man ellers støder på i dagligdagen.
 
Omvendt kan man forsvinde blandt de mange expats i Shanghais fyldte gader. De mange mennesker overalt i Kina, kræver en del tilvænning, specielt når man er vant til ét lyskryds og tyve mennesker i Støvring. 
 
I det hele taget er størrelsen og mængden af alt overvældende. Fra metroens propfyldte rulletrapper til det overdådige Tiananmen Square, muren eller blot det lokale supermarked på en søndag.

 

Der er masser af tid til at udforske Jiaxing og de omkringliggende byer i weekenden.

Specielt Shanghai er et must-see! Som kontrast til metropolens metroer og tætpakket højhuse er der Suzhou og Hangzhou, hvor man på magisk vis, efter blot en time i bus, tages tilbage til kejsertiden, de smukke templer og søer pakket ind i mystisk tåge.
 

At rejse rundt i Kina er helt klart noget, der skal sættes tid af tid.

Jeg nåede mange små byer i nærheden, men også Yangshuo, Guilin, Xi’an, Luoyang, Shaolin og Beijing.

 

Det er en helt anden oplevelse at være turist i Kina, men det er netop dét, der gør opholdet perfekt: at man både oplever dagligdagen og får mulighed for at rejse rundt, hvis man har tid inden turen går hjem. 

 

Samlet har den største været at opleve den kinesiske kultur fra dag til dag. At høre kinesernes egen opfattelse af verden og forstå, at de lever under helt andre vilkår end vi gør.

 

Når man hver aften vasker dagens støv af fra de omkringliggende veje og fabrikker eller ser en mor med sit sultende barn på gaden, er det tydeligt at til trods for den rivende udvikling landet gennemgår, som manifesteres i Shanghai og Hong Kongs skyskrabere, er der stadig lang vej endnu.

 

Men en tur på det lokale marked, hvor Mao’s ”lille røde” stadig findes, vidner samtidig om, hvor skræmmende hurtigt landet udvikler sig.

 


Støvring Gymnasium | Mastrupvej 77 | DK-9530 Støvring | Tlf: 98373511 | EAN-nummer: 5798000558243 | sgy@sgy.dk