Stadig stor forskel på Øst og Vest
Da min studenterhue nærmede sig på Nørresundby Gymnasium i foråret 2006, havde jeg en klar idé om, at jeg ville ud at rejse til efteråret, og gerne til et sted, som var betydeligt anderledes end mit trygge Danmark. Jeg havde dog ikke planlagt noget, havde blot en forestilling om, at jeg skulle ud og opleve en masse. Planlægning viste sig imidlertid at være unødvendig, for ud af ingenting kom muligheden for at tage et halvt år til Kina som engelsklærer i et samarbejde mellem Støvring Gymnasium og en kinesisk skole, XiuZhou High School i Jiaxing, tæt på Shanghai. En mulighed som jeg er ualmindelig glad for, at jeg tog imod.
Da jeg landede i Shanghai den 5. september var det med en vis nervøsitet; glædede mig utrolig meget, men vidste ikke, hvad jeg kunne forvente af opholdet. Der var mange ukendte faktorer. De første dage på egne ben i Kina var bestemt også lidt af en prøvelse, det var for alvor ”Palle alene i verden”. Mundtlig engelsk er ikke kinesernes force, mine 16-17-årige elevers niveau kan ikke sammenlignes med jævnaldrende danske elevers. Efter en uge kom der to andre vestlige gæstelærere, vi begyndte at undervise og så fik jeg hurtigt en hverdag i gang.
Informationsstrømmen i Kina flyder ikke lige så hurtigt og let som i Danmark, så skolens regler, info om bestemte tidspunkter og events på skolen og generel god kinesisk opførsel var noget, som jeg fandt ud af hen ad vejen. Organisatorisk lader de ofte også meget tilbage at ønske – det tog f.eks. otte mand omkring 20 minutter at beslutte, hvordan lyset skulle arrangeres, da der blev afholdt en English Speaking Contest på skolen. Udover sådanne små kommunistiske fællesråd, er der ellers ikke ret megen rød farve tilbage i Kina. Kapitalismen er kommet for at blive, ligegyldigt om det er i den, efter kinesiske størrelsesforhold, lille by Jiaxing, eller den nærliggende mammutby Shanghai, med sine 17 mio. indbyggere.
Det fede ved mit udenlandseventyr var, at jeg ikke kun så alle de store attraktioner, som millioner af mennesker også har set, men også oplevede dagligdagen og lokalsamfundet i Kina. Hovedsageligt i Jiaxing, hvor jeg boede, men også Shanghai, som jeg besøgte næsten hver weekend. Ikke at de kinesiske seværdigheder ikke var noget særligt – efter at have besøgt Beijing, som er en væsentlig ældre og mere rolig by end Shanghai, havde jeg nok sagt ”Wauw”, ”Hold da kæft” og ”Det er jo fuldstændig ubeskriveligt” 1000 gange. Især min heldagsudflugt til The Great Wall står klart i erindringen. Det var en oplevelse uden sidestykke, som jeg tvivler på nogensinde bliver overgået. Men blot ved at bevæge sig rundt i Kina, fik jeg også en hel del sjove, og til tider dybt frustrerende, oplevelser. Som fx da jeg noget nær strandede på et ekstremt beskidt tog midt ude i ingenting, uden mulighed for at snakke med andre eller få at vide, hvad der foregik. Oven i det var jeg også så heldig, at min mobil løb tør for strøm, så kunne heller ikke ringe til en af lærerne på skolen og få dem til at oversætte, hvad i alverden der foregik. I dag kan jeg godt se tilbage på den oplevelse og smile, men da toget endelig trak op til min station kl. 2 om natten, syv timer forsinket, var mit humør ikke det bedste.
Der er mange ting, som er anderledes i Kina end i vesten. På trods af at de frie markedskræfter regerer landet nu, er deres livsindstilling og samfund generelt bare vidt forskelligt fra vores. Og selvom de fleste kinesere er utroligt venlige, så bliver ens tålmodighed og tolerance for alvor sat på prøve igennem fem måneder i et land, som er så langt fra vores, både mentalt og geografisk. Den konstante mangel på hygiejne, ligegyldigt hvor man befinder sig, blev bl.a. hurtigt et af mine ømme punkter. Men alt i alt var det en overvældende positiv oplevelse. Så hvis du går rundt og pønser på at rejse rundt i Østen, Afrika, Australien eller et helt fjerde sted, så bare spring ud i det – verden er sgu noget mere spændende end den lille trygge boble, vi kalder Danmark.
Thomas Velling
|
I hopla på The Great Wall.
Man får meget opmærksomhed som vesterlænding i Østen – her er jeg mere eller mindre frivillig kommet på scenen i et knivshow. |
